

Foto af Martin Rivero
Ulla Schmidt, oplevelseskonsulent
Jeg er uddannet systemudvikler, projektleder og turistfører og har i det meste af mit arbejdsliv været beskæftiget med udvikling af projekter, kommunikation og formidling.
Jeg har været ansat i et 1-årigt projektforløb af Naturstyrelsen på Naturcenter Amager, hvor jeg bl.a. var beskæftiget med marketing. Naturstyrelsen har ikke selv de fornødne ressourcer til at arrangere oplevelser, men de får mange forespørgsler. Derfor har jeg etableret egen virksomhed, som udbyder oplevelser på Vestamager. Jeg samarbejder med Naturstyrelsen og indgår, som en af de private aktører på Naturcentret.
Igennem mere end 20 år er jeg kommet på Vestamager, som jeg holder utrolig meget af, både de store vidder og de mange muligheder. Det er specielt, at der ligger så stort et naturområde tæt på en hovedstad og at så få mennesker faktisk kender til stedet. Min vision er at udbrede kendskabet til Vestamager, Københavns Savanne, både gennem oplevelser og ved formidling.
Oplevelser er krydderiet på tilværelsen, det man kan samles om og det man husker. I naturen er der mulighed for at finde ro og slappe af i smukke omgivelser, som modvægt til en måske stresset hverdag. De mange muligheder Vestamager byder på, vil jeg gerne udbrede for alle, så mange flere kan få glæde af det rekreative område.